Pædagogisk tilsynsrapport Rødovre d. 14.03.2024
Rødovre Byggelegeplads 2023 – 2025.
Dato for tilsynet: 26. oktober 2023.
Pædagogisk tilsyn: Rødovre Byggelegeplads
Pædagogisk tilsynsførende: John Hansen, pædagogisk konsulent
Tilsynet er aftalt med: Pelle Moltke, leder Rødovre Byggelegeplads
Baggrund
Hvert andet år gennemføres der et planlagt pædagogisk tilsyn i alle Rødovre Kommunes byggelegepladser, både offentlige og selvejende.
Tilsynet skal både kontrollere, at dagtilbudsloven bliver overholdt og sikre, at den pædagogiske kvalitet udvikles med det formål at sikre børnene et godt børneliv med trivsel, udvikling, læring og dannelse som hovedformål. Med tilsynet er der også gennemgang af byggelegepladsens udearealer i forhold til egen sikring af byggerierne og aktivitetsområderne.
Uanmeldte tilsyn sker som stikprøve ved bekymrende henvendelser og som opfølgning på tidligere tilsyn. Uanmeldte tilsyn gennemføres som udgangspunkt med afsæt i skabelonen, dog kan der være særlige opmærksomhedspunkter, der noteres i afsnittet ’Konklusion på pædagogisk praksis’.
Anmeldte tilsyn gennemføres med observationer efter forudgående interviews med udvalgte medarbejdere.
Der udarbejdes rapport på baggrund af den gennemførte observation, som danner udgangspunkt for en efterfølgende drøftelse med byggelegepladsens leder.
Rapporten afsluttes med en konklusion, der offentliggøres på byggelegepladsens hjemmeside.
Konklusionen er et sammendrag af opmærksomhedspunkterne fra tilsynet.
I konklusionen benyttes tre niveauer til vurderingen af byggelegepladsens pædagogiske praksis.:
• Generel indsats; Kontinuerligt arbejde med udvikling af kvalitet.
• Fokuseret indsats; Enkelte forhold fordrer en fokuseret indsats.
• Særlig indsats; Flere forhold fordrer en fokuseret indsats, der også følges op med nyt tilsyn inden for seks måneder.
Tilsynet har fokus på følgende fire temaer:
• Pædagogik, børnesyn og sammenhæng til byggelegepladsens aktiviteter
• Trivsel, samspil og kommunikation
• Læringsmiljøer
• Evalueringskultur og dokumentation
I rapporten er der indsat eksempler på situationer, som indgår i tilsynets vurderingsgrundlag.
Forord
Rødovre Byggelegeplads er en fritidsinstitution, der er normeret til 230 børn i alderen 7–17 år, som er beliggende midt i Rødovre tæt på Irmabyen og Rødovrehallen.
Rødovre Byggelegeplads har åbent 365 dage om året med begrænset åbningstid i weekender og helligdage. Byggelegepladsen er kendt for børnenes muligheder for at holde eget dyrehold og kunne eksperimentere med byggeri. Børnene indskrives primært fra de nærtliggende skoler i Rødovre.
Rødovre Byggelegeplads fremstår med en pædagogisk praksis, som er et struktureret og velfungerende fritidstilbud, der er tilpasset med mange gode lærerige aktiviteter til børnegruppen.
Datagrundlag
Der er d. 1. november 2023 indmeldt 232 børn, heraf 198 børn i alderen 7-13 år og 34 børn i alderen 14-17 år.
Alle medarbejdere er pædagoger eller anderledes kvalificeret personale.
Tidsforløb
• Tilsynet er gennemført som anmeldt tilsyn. Tilsynsinterview er afholdt med to medarbejdere d. 24. oktober 2023 kl. 10.30–12.30.
• Tilsynet er blevet gennemført med observationer på Rødovre Byggelegeplads d. 26. oktober 2023 i tidsrummet kl. 13.30–16.30.
• Første gennemgang med ledelsen er afholdt d. 23. november 2023 på Rødovre Byggelegeplads.
• Gennemgang med forældrebestyrelsen og leder afholdt d. 20. december 2023.
• Handleplansmøde med lederen afholdt d. 15. januar 2024.
• Lederen har fået fremsendt udkast til tilsynsrapport d. 16. januar 2024.
• Lederen har gennemgået og drøftet fokuserede indsatser med personalet d. 24. januar 2024.
• Lederen og tilsynsførende har gennemgået tilsynsrapporten med indsats og handleplan 16. februar 2024.
Tilsynsrapporten indledes med konklusion på pædagogisk praksis efter de tre niveauer; generel, fokuserede og særlig indsats, efterfølgende delkonklusioner for de fire temaer og afsluttes med egen kontrol og sikring af udearealer.
Konklusion på pædagogisk praksis
Generel indsats:
Det ses tydeligt gennem medarbejderinterviewet og observationerne, at Rødovre Byggelegeplads arbejder kontinuerligt med at udvikle den daglige praksis, hvor der optimeres på indsatser og aktiviteter med anvendelse af metoder, som har fokus på barnets trivsel, samt de aktiviteter og fællesskaber børnene indgår i.
Der er også gennem de seneste år blevet arbejdet med et andet grundlag i forhold til børn og eget dyrehold, hvilket har givet børnene en bedre indsigt, læring og større tryghed ved at skulle tage ansvar for eget dyrehold.
Ved tilsynet ses en god balance mellem de børne- og vokseninitierede aktiviteter i løbet af dagen. Det ses også tydeligt, at medarbejderne er fleksible og fordeler sig på hele byggelegepladsens område for at sikre, at et stort og bredt udbud af aktiviteter kan fastholdes og gennemføres, hvor der er tilgængelige og anerkendende voksne, som er klar til at understøtte børnene.
Fokuseret indsats:
For at fortsætte den gode pædagogiske udvikling kræver det personalets og ledelsens opmærksomhed til videreudvikling med handleplan og indsats for:
- Modtagelse af nye børn i et børne- og forældreperspektiv. I indkøringen skal der motiveres til aktiviteter, hvor børnene danner relationer og kan indgå i interesse fællesskaber.
- Arbejdet med indsatser, der kan sikre de enkelte børns tilknytning til Rødovre Byggelegeplads ved en fokuseret indsats med varierede aktiviteter, som tilgodeser det enkelte barn og børnegruppen 7-17 år.
- Udarbejdelse af en samarbejdsmodel, som sikrer viden og indsigt, der kan understøtte det enkelte barn i samarbejde med forældrene og relevante aktører.
Særlig indsats:
Intet at bemærke.
Pædagogik, børnesyn og sammenhæng med byggelegepladsens aktiviteter
- Hvordan den oplevede pædagogik ved tilsynet har sammenhæng til de pædagogiske aktiviteter. Der ses endvidere efter, hvordan barnet har værdi i sig selv, samt hvordan børnene støttes og værdsættes.
- Hvordan børnenes initiativer understøttes, og hvilken ramme der sættes for, at børnene støttes i deres dannelse gennem italesættelser og den pædagogiske rammesætning.
Delkonklusion
På Rødovre Byggelegeplads lægges der vægt på, at børnene oplever aktiviteter, der er relevante for børnegruppen, og at de voksne er tydelige, nærværende og understøttende for børnenes initiativer og aktiviteter. Der stræbes efter at skabe en ramme, hvor børnene har meget medbestemmelse, og børnene selv kan igangsætte aktiviteter. Børnenes aldersspænd på 7–17 år har også stor betydning for, hvad der forventes af børnene i forhold til børnenes alder, viden og kunnen.
Der arbejdes med en pædagogisk hverdag med anerkendende relationer, hvor børnene igennem aktiviteterne opnår og indgår i relationer på tværs af alder.
Personalet er fordelt ud på ansvarsområder med aktiviteter på byggelegepladsens inde og udeareal.
På dagen for tilsynet oplevede tilsynsførende, at der for de ca. 100–120 fremmødte børn var et bredt og godt udbud af aktiviteter, hvor de voksne var til rådighed og understøttede børnenes initiativer ved aktiviteterne på værkstedet, i køkkenet med bål mad, ved byggeri, som dyreansvarlig, ved spil/computer, i boldspil og i stalden.
De fleste børn møder ind på byggelegepladsen med et direkte formål i forhold til deres dyr med de forpligtigelser, som de selv har påtaget sig med ”pasning” og de praktiske opgaver, der følger med fodring mv. Det er frivilligt for børnene, om de ønsker at have en kanin, og der er ingen børn, der får tildelt kanin, før de har fået viden og forståelse for, hvordan de passer kaninen. Dyrehold på byggelegepladsen er en pædagogisk opgave, som er blevet prioriteret mere de seneste år som en del af introen for børnene. Børnene skal være trygge med det ansvar og forpligtigelser, som følger med, når børnene har ønsket at få dyr på byggelegepladsen.
Børnene bliver anerkendt og guidet til de aktiviteter, der er på tilsynsdagen. De fleste børn orienterer sig selv i forhold til informationstavlen, der er inde i huset. Ved hovedindgangen til byggelegepladsen er der også et overdækket infohus med generel info om byggelegepladsens aktiviteter, månedsplan, årsplan, særlige arrangementer og kolonier samt orientering til gæster.
Trivsel, samspil og kommunikation
- Hvordan børnene ser ud til at trives i samspillet med de andre børn og de voksne. Derudover ser vi på kommunikationen imellem børn og børn, imellem børn og voksne, samt voksne imellem, herunder også den forældrerettede kommunikation.
Delkonklusion
Det opleves, at børnene generelt er glade og i god trivsel. Børnene indgår i gode interesse fællesskaber med hinanden og på tværs af alder, hvor det tydeligt fremgår, at børnene kender rammerne og mulighederne for aktiviteterne. Børnene er respektfulde over for hinanden, der er en god tone børnene imellem, hvilket også opleves mellem børn og voksne. Det opleves alle de steder, hvor der er voksne, at de voksne stiller sig til rådighed i forhold til børnene og de aktiviteter, de ønsker at deltage i.
Der er flere aktiviteter, som børnene selv har igangsat fx boldspil, hvor der børnene imellem er en god kommunikation. Børnene har aftalt, hvordan de skal spille, fx volleyball, fodbold og bordtennis. Det opleves også, at børnene er gode til at inddrage andre børn, som også ønsker at deltage i aktiviteterne.
I forhold til forældre er der ikke den store daglige fremmøde og kontakt, men der er blevet markant større fremmøde af forældre igennem de sidste 2 -3 år. Forældrene til de yngste børn er meget mere tilstede på byggelegepladsen, forældrene følger mere med i børnenes aktiviteter og henter børnene. Dette giver også et bedre grundlag for personalet til at være i daglig dialog med forældrene.
Det oplevede ved tilsynet er identisk med værdigrundlaget:
Medbestemmelse, medindflydelse og medansvar er værdier, som kendetegner det pædagogiske arbejde med børn og unge på byggelegepladsen. Samspillet karakteriseres ved, at de voksne, de unge og børnene er gensidigt nærværende og ansvarlige over for hinanden.
Det betyder, at:
- børn og unge oplever en personlig frihed til at kunne ytre sig
- børn og unge oplever, at de bliver hørt
- børn og unge er i stand til at lytte
- børn og unge – via initiativ, udfoldelse og valgmuligheder – oplever at have reel medindflydelse på dagligdagen
- børn og unge udviser respekt og ansvarsfølelse over for mennesker, dyr og ting
- børn og unge respekterer andres behov og ønsker
Læringsmiljøer
- Hvordan de pædagogiske aktiviteter er tilrettelagt.
- Hvordan aktiviteterne inddrager hensynet til børnenes perspektiv, deltagelsesmuligheder, børnefællesskaber og børnenes forskellige forudsætninger.
- Ligeledes skelnes mellem de relationelle læringsmiljøer og den fysiske rammesætning af samme.
- Læringsmiljøerne betragtes ud fra tre forskellige perspektiver: det fysiske, det æstetiske og det psykiske.
Delkonklusion
Det opleves, at der er gode læringsmiljøer, hvor børnene opnår færdigheder med de pædagogiske aktiviteter og indsatser, der er planlagt. Med værksteds- og byggeprojekter er der kort vej fra ide til handling.
På værkstedet arbejdes med mange forskellige materialer. De fleste børn arbejder selvstændigt, efter de har fået en introduktion til materialet og de værktøjer, der må benyttes. På ”hovedgaden” opmåles og tilskæres brædder, som børnene selv skal bygge med.
Dyreholdet giver børnene en god forståelse og læring med deres betydning og ansvar med omsorg og pasning af dyrene.
I stalden er der en månedsoversigt, hvor børnene kan tilmelde sig aktiviteter omkring hestene. Der er hver dag tilknyttet en voksen til hestene, hvor der er tid til de enkelte børn. Her får børnene indsigt og læring om alt fra det praktiske arbejde til at lære at omgås hestene og lære at ride.
Generelt opleves det, at børnene er gode til at indgå i interesse fællesskaber på tværs af alder, hvor aktiviteten er igangsat af børnene selv eller af de voksne.
De fysiske rammer på byggelegepladsen giver gode muligheder for, at børnene selv kan prioritere, hvor og hvordan de vil opholde sig i større og mindre grupper, eller om de vil deltage i de fælles aktiviteter, der planlægges. Hver dag kl. 15.00 afholdes der en stor fællesaktivitet, hvor alle børn kan deltage. På tilsynsdagen er fælles aktiviteten skov-stratego, som fastholdte de ca. 35 børn, som deltog, i ca. 45 min.
Evalueringskultur og dokumentation
- Hvordan den pædagogiske dokumentation understøtter børneperspektiv og bidrager til det styrkede forældresamarbejde. Ligeledes fokuseres der på, hvilken form for kontinuerlig evaluering, der benyttes for at forbedre hverdagspraksis.
Delkonklusion
I forhold til børnenes trivsel og tilknytning til byggelegepladsen drøfter personalet ugentlig børnenes fremmøde, og hvilke aktiviteter og relationer det enkelte barn har på byggelegepladsen. Der benyttes et relations skema, som dokumenterer det enkelte barns tilknytning, samt hvilke fællesskaber og aktiviteter barnet indgår i. Dette giver også en viden om barn-barn og barn–voksen relationer.
Generelt evalueres alle aktiviteter i forhold til børnenes tilslutning og deltagelse ved aktiviteterne, efter en model før, under og efter. Den indeholder hhv. en planlægningsfase, en vurdering af hvordan aktiviteten bliver gennemført, samt efterfølgende fase hvor erfaringer noteres til brug for optimering af aktiviteterne. Der er også en opmærksomhed på at inddrage børnegruppen med planlægning og afholdelse af nogle aktiviteter.
Ved børnenes indkøring er forældrene inddraget og altid velkomne til at deltage på byggelegepladsen. Der er flere forældre, der kommer sammen med deres børn i weekenderne. Da byggelegepladsen er et klublignende tilbud for større børn, har de fleste forældre ikke deres daglige gang på byggelegepladsen. Personalet kontakter forældrene, hvis børnene ændrer deres tilknytning, fremmøde eller adfærd.
Udearealer
- Hvordan sikre byggelegepladsen egen kontrol af udearealernes byggerier, aktivitetsfaciliteterne, områdets beplantning, træer, tilsyn og opsyn med dyrehold.
- Handling og plan for udearealernes byggerier og aktivitetsfaciliteter, som kræver en særlig indsats i forhold til sikkerhed.
Delkonklusion
Byggelegepladsen er ikke omfattet af et legeplads regulativ, hvilket betyder, at byggelegepladsen selv skal føre egenkontrol med sikkerheden af udearealernes byggerier, aktivitetsfaciliteterne, områdets beplantning, træer samt tilsyn og opsyn med dyreholdet. I forhold til børnenes byggerier er det de voksne, som er tilknyttet distrikterne, der dagligt fører tilsyn med byggerierne og sikrer, at dyrenes arealer og dyreburene er i forsvarlig stand.
I forhold til dyreholdet er der faste besøg af dyrlæge, som tilser dyrene og deres faciliteter. I samråd med dyrlægen aftales også, hvis der er dyr, som skal i karantæne i forhold til evt. smittefare, ligesom der også er karantæneregler for dyr, der kommer til byggelegepladsen. Det er den dyreansvarlige, der koordinerer med dyrlægen.
I stalden er der altid voksne sammen med børnene, hvor børnene bliver instrueret i, hvordan man færdes i stalden og omgås hestene. I forhold til ridning er dette kun tilladt med sikkerhedsudstyr med hjelm og ride vest. Forældre giver tilsagn til, at deres børn må ride efter instruktion af voksne, som er tilknyttet stalden.
Der er ved indgangen information med oplysninger om, hvordan man færdes på byggelegepladsen. Ved modtagelsen af gæster og elever i skoleforløb bliver gæsterne orienteret om, hvordan man færdes på byggelegepladsen.
Generelt tilser og fører personalet dagligt opsyn og kontrol med områdets beplantning og træer, og indhenter råd og vejledning via Teknisk Forvaltning til udbedring og beskæring.
Dagligt tilser personalet udearealernes byggerier og aktivitetsfaciliteter, som sikrer, at det er forsvarligt at færdes på byggelegepladsen.